Kvinder er oppe imod lærebøger skrevet af mænd om mænd og nogle gange kønsstereotyper, når de møder sundhedsvæsenet. Eksperter mener, at det er landets medicinuddannelser, som skal give området en saltvandsindsprøjtning for at sikre mere kønslighed.

Af Charlotte Stentebjerg-Hansen og Anne Lund Andersen

Når en mand og en kvinde går til lægen forventer man, at de får samme behandling. Louise Dreisig er ikke længere så sikker.

– Man går jo ikke til lægen for sjov for fanden. Jeg synes simpelthen, det er så uretfærdigt, at der er nogle, der skal opleve det her, siger hun.

Hun har i mange år lidt af endometriose, som er en underlivssygdom, der udelukkende rammer kvinder og blandt andet kan betyde invaliderende menstruationssmerter. Derfor har hun en del flere læge- og hospitalsbesøg i bagagen end de fleste.

Mailindbakken eksploderede

Dårlig vejledning og for sen henvisning til behandling havde indtil videre præget Louise Dreisigs liv med sygdommen, og en psykolog havde derfor vejledt hende til at skrive hele forløbet ned i en dagbog for at bearbejde det. Så det gjorde hun. 

I første omgang skulle det egentlig kun være til selvterapi. Men i takt med at ordene formede sig til sætninger og sider blev til kapitler, fik hun lyst til at dele sine erfaringer og oplevelser med andre.

– Jeg tænkte, at der da måtte være nogle, der kunne bruge det her, siger Louise Dreisig.

Igennem hendes sygdomsforløb, havde hun følt sig “helt ekstremt ensom.” For der var ikke mange omkring hende, der vidste, hvad hun fejlede, eller hvorfor hun nogle gange måtte melde sig ud af sociale sammenhænge på grund af de stærke smerter, der kan følge med sygdommen. 

– Jeg ville gerne lave et fællesskab, så andre ikke skulle føle sig så ensom, som jeg selv havde gjort undervejs i mit sygdomsforløb, lyder det fra Louise Dreisig.

Dagbogen blev til en bog. Og så gik det stærkt.

Et system indrettet af mænd

At mødet med sundhedsvæsenet kan opleves som frustrerende og som en ekstra stor kamp, hvis man er kvinde er ifølge Morten Sodemann ikke så mærkeligt. Han er professor på Syddansk Universitet, og har forsket i ulighed i sundhed.

– Dem, der har skrevet lærebøgerne, er mænd, og den læring, man har, går på den mandlige måde at opfatte symptomer på, siger Morten Sodemann.

Det kan ses helt nede i det nære, som er i kvindens møde med lægen, lyder det fra Hanne Christensen, der er professor ved Københavns Universitet og har blodpropper i hjernen som primært forskningsområde. 

Ifølge hende betyder det i praksis, at mange af de anbefalinger, som kvindelige patienter modtager fra lægen i meget høj grad vil være baseret på mænd.

– I det øjeblik at kvinderne ikke er med i studierne, så ved vi mindre om dem. Og i det øjeblik vi ved mindre, så kan de anbefalinger, vi giver dem være svagere på grund af den manglende dokumentation, siger Hanne Christensen.

Tendensen viser sig også, hvis man kigger på kolde tal. 

Det er tidligere blevet beskrevet, hvordan kvinder henover en lang række sygdomsområder er markant underrepræsenteret i studier. Det kan der ifølge eksperter være flere årsager til.

Blandt andet er kvinder mindre villige til at melde sig som forsøgspersoner i studier end mænd. Og ligesom de fleste lærebøger er skrevet af mænd, så viste en stor international undersøgelse i 2021 også, at mænd står for de fleste videnskabelige artikler. Tidligere i år skrev Europa-Kommissionen også om, hvordan der stadig er stor kønsulighed på tværs af forskningsfelter .

Et af de andre områder, hvor forskellen viser sig, er på hjerteområdet. Hvis man kigger flere år tilbage, var det typisk mænd, der blev ramt af hjertekarsygdomme. Årsagen til hjertesygdomme er ofte relateret til livsstil. For eksempel overvægt, stress eller rygning. En usund livsstil, som historisk er blevet ført af mænd. Derudover har kvinder blandt andet højere beskyttelse på grund af kønshormoner, som gør, at de senere end mænd får hjertesygdomme.

Og det har ifølge Gunnar Gislason skabt nogle myter om, at kvinder ikke får hjertesygdomme. Hvilket stadig præger området i dag. 

– Meget af den viden vi har er baseret på mænd. Og vi ved egentlig ikke rigtigt, om vi bare kan overføre den til kvinder. Det tænker jeg ikke umiddelbart, at vi fuldstændig kan. Så vi mangler virkelig meget fokus på det her, lyder det fra Gunnar Gislason.

På hjerteområdet er omkring 70 til 80 procent af forskningen ifølge Hjerteforeningen lavet på mænd. I dag er det derfor en af deres prioriteter at sikre, at de studier, som de støtter økonomisk, kigger på forskellen mellem mænd og kvinder. For i dag får langt flere kvinder også hjertesygdomme.

– En af vores pligter er at gøre opmærksom på, at der er forskelle mellem mænd og kvinder. Allerede nu sætter vi fokus på det med forskning, ved at det er et krav, at alle projekter skal kønsdifferentieres specifikt. Hvis ikke det er muligt, så skal man argumentere for, hvorfor det ikke er muligt, siger Gunnar Gislason.

Ved kvindesygdomme som for eksempel endometriose, som Louise Dreisig lider af, ser billedet endnu mere dystert ud. Ifølge flere eksperter er især kvindesygdomme underprioriteret, fordi der mangler meget forskning på dem og det den dag i dag stadig er svært at skaffe forskningsmidler, der beskæftiger sig med sygdomme, som udelukkende rammer kvinder. 

“Den skjulte lærebog”

Nok er de fleste lærebøger skrevet af mænd og baseret på mænd. Men ifølge Morten Sodemann er der en bog mere, som kan have stor indflydelse, når kvinder skal kæmpe i mødet med sundhedsvæsenet. Den kalder han for  “den skjulte lærebog”. 

– En ting er den kønslige styrke, der kan være i lærebogen til fordel for mænd, men der er jo også noget skjult læring om patientkategorier og generaliseringer, som man også lærer sådan lidt uformelt på enhver arbejdsplads om typer af patienter, siger han.

Ifølge Morten Sodemann er den skjulte læring al den læring, som ligger uden for pensumbøger. Han definerer det som en kultur, læger og sygeplejersker helt ubevidst videregiver nyuddannede, der træder ind på en ny arbejdsplads. Og ligesom i den synlige lærebog kan mænd ifølge Morten Sodemann også have en stor fordel, når det kommer til den skjulte.

– Hvis jeg skal være virkelig firkantet, så er kvinder efter bogen pylrede. De taler meget, så det er ikke til at finde ud af, hvad der er op og ned, og de er sikkert på vej ind i overgangsalderen eller på vej ud af den allesammen. De bliver lidt parkeret på sådan noget, “det er hormoner”, og man kan ikke forstå dem alligevel, lyder det fra Morten Sodemann.

Og hvis sådan en kultur hersker på en arbejdsplads, er det ifølge Morten Sodemann “giftigt”.

– Der sker en enorm skjult indlæring, som bygger på fordomme og skaber ulighed i sundhedsvæsenet, siger han.

Hør, hvad medicinstuderende fra Københavns Universitet tænker om deres rolle i at mindske ulighed mellem mænd og kvinder.

Der er forskel på mænd og kvinder

En ting er de stereotyper, der ifølge Morten Sodemann, kan findes om kvindelige patienter. En anden ting er ifølge Hanne Christensen den betydning, som den reelle forskel på mænd og kvinders symptomer kan få for kvinders behandling.

– Det vil være hyppigere, at kvinder kommer med nogle symptomer, der ikke står i pensum, end mænd gør. Det kan få nogle til at forfalde til at tænke, at hvis det, kvinderne siger, ikke passer til noget, så er den dør lukket, siger hun.

At mange af lærebøgerne er skrevet af mænd og bygger på en mandlig måde at opfatte symptomer på, er ifølge Morten Sodemann også en årsag til ulighed.

– Det er en kønsulighed som består i, hvordan man opfatter kroppen, hvordan kroppens signaler skal forstås, og hvad man gør ved dem, siger han.

Ifølge Morten Sodemann opfører mænd og kvinder sig nemlig generelt forskelligt i mødet med lægen.

– Mens mænd handler mere på, at nu er der gået lang tid, og så vil de have en løsning på det, er kvinder mere til forhandling og mere forsigtige og maser sig ikke på, og det misforstår mandlige læger som, at det nok ikke er noget, lyder det fra Morten Sodemann.

At mænd og kvinder har forskellig adfærd, når det kommer til, hvor lang tid, der går, før man tager til lægen, er ifølge chefpsykolog og mandeforsker på Rigshospitalet Svend Aage Madsen noget, der kan ligge dybt i os som mennesker.

– Mænd har været vant til at jage føde. Her har der ikke været plads til at mærke efter følelser. Kvinder har omvendt haft til opgave at tage sig af familien, hvor følelser har været essentielle for at kunne tage sig af andre, siger han. 

Han peger på, at det i dag ubevidst kan påvirke den måde, vi opfører os på. Men at tiden er løbet fra de kønsroller.

– Det er måske bare en arbejdsdeling, vi har fået indarbejdet i den menneskelige kultur på alle ledder og kanter. Og den hænger ved, selvom vi er langt forbi det punkt, hvor vi behøver at have det sådan, lyder det fra Svend Aage Madsen.

Og der kan ifølge Gunnar Gislason været noget om, at gamle måder at opfatte tingene på i nogle tilfælde stadig hænger ved.

– Der kan være generationsforskelle i det. Og der er jo ingen, som er pylrede eller som skal opfattes på den måde. Vi skal tage alle symptomer alvorlige, siger han.

Lange diagnosetider og dårligere behandling

For Louise Dreisig var det ikke processen i at blive diagnosticeret, der var det svære i hendes sygdomsforløb. Hun blev diagnosticeret, før hun overhovedet vidste, hvad endometriose var. Og det er meget atypisk for endometriosepatienter, hvor der i gennemsnit kan gå 5 til 7 år, før man overhovedet modtager diagnosen.
Det er historier, der også fylder i Louise Dreisigs indbakke, i kommentarsporet på hendes blog og hendes profiler på sociale medier.

Ifølge Morten Sodemann er mængden af tid, der går, før man får en diagnose meget kønsafhængigt. Og der tegner sig et billede af, at det indenfor nogle bestemte sygdomme kan være særligt svært for kvinder at blive diagnosticeret.

– Ved nogle sygdomme går der længere tid, før kvinder får diagnoserne end mænd. Det gælder for eksempel nogle gigtsygdomme, nogle tarmsygdomme, nogle nervesygdomme og blodprop i hjertet, siger Sodemann.

Den længere diagnosetid for kvinder, kan ifølge Hanne Christensen i nogle tilfælde skyldes, at man bagatelliserer kvinders symptomer.

– Ultimativt betyder det jo, at hvis man miskender kvinders symptomer, så mindsker man eller reducerer man kvinders adgang til behandling, siger hun.

Og her er det også stereotyper om kvinder, der i sidste ende kan få konkret betydning for den behandling, de modtager. Eller rettere ikke modtager.

– Hvis man tror, at kvinder er mere skrøbelige, er man mere tilbøjelig til at tro, at de vil få mere skade end gavn af en given behandling, lyder det fra Hanne Christensen.

Yderste konsekvens af en længere diagnosetid og dårlig behandling af kvindelige hjertepatienter kan ifølge Gunnar Gislason være, at nogle dør eller får forkortet deres liv, fordi de ikke bliver behandler optimalt. 

Så fatale konsekvenser har sygdommen endometriose, som Louise Dreisig lider af, dog ikke. Men her kan en for sen diagnosticering blandt andet medføre ufrivillig barnløshed.

Medicinuddannelserne skal være en del af løsningen 

Når det kommer til at mindske kønsuligheden på sundhedsområdet peger Morten Sodemann på ledelsen for landets medicinuddannelser.

– Man kan opstille nogle rammer, nogle mekanismer, som kan gøre unge nyuddannede læger og sygeplejersker lidt mere robuste over for den sociale pottetræning, man udsættes for på enhver arbejdsplads. Det sprog, hvordan man omtaler og kategoriserer og generaliserer patienter og borgere, lyder det fra Morten Sodemann.

Ifølge Gunnar Gislason ligger der også en opgave ude på universiteterne i at komme de ubevidste forestillinger om mænd og kvinder til livs.

– Jeg synes, det er noget, vi skal tage åbent op på medicinstudiet og arbejde med. Det er også noget, vi skal italesætte i de faglige sammenhæng. At sige, at vi skal være opmærksomme på, at vi kan opfatte ting anderledes mellem kvinder og mænd, siger Gislason.

Medicinuddannelserne foregår på landets fire universiteter Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Syddansk Universitet og Københavns Universitet, og de siger alle til os, at de har gang i en række initiativer, der skal mindske uligheden. Flere af dem er igangsat for nyligt.

På Syddansk Universitet anerkender dekan for Sundhedsvidenskabelig Fakultet Ole Skøtt, at der på uddannelsesområdet er brug for, at de medicinstuderende klædes på til den sociale patientkontakt i det virkelige arbejdsliv. Derfor underviser de i ‘narrativ medicin’, hvor de studerende læser skønlitteratur om patienters oplevelser med sundhedsvæsenet.

Desuden har universitetet gang i et forskningsprojekt, der undersøger udviklingen af de medicinstuderendes empati uddannelsen igennem. 

– Vi vil fremover følge området tæt, og så vidt muligt søge at minimere, at det finder sted, lyder det fra Ole Skøtt.

På medicinuddannelsen på Københavns Universitet oplyser studieleder Torben Lykke Sørensen, at man siden 2021 har tilbudt valgfaget “ulighed i sundhed” til de medicinstuderende, mens man fra efteråret 2024 har gjort det til en bunden opgave at gøre ‘diversitetskompetence’ til en endnu tydeligere del af de obligatoriske fag.

Men ifølge Morten Sodemann skal medicinuddannelserne passe på med at tro, at mere teori er løsningen. Derfor skal de studerende ifølge ham i højere grad have redskaber til, hvordan de ikke bliver en del af en “sur kultur” ude på arbejdspladsen.

– Det er uddannelsesinstitutionerne, der svigter og tror, at hvis man bare læsser en masse viden udover folk, så bliver den anvendt rigtigt, siger han.

Og spørger man de medicinstuderende selv, kan der måske være noget om snakken, når det kommer til at have redskaber nok i lægetasken.

– Der er jo lidt. Men det er begrænset, hvad man har af såkaldt “bløde” kurser. Jeg tror, det er meget rigtigt at starte med de unge. Det er nok der, man kan ændre mest, lyder det fra Thomas Bauer Mølgaard, som er kandidatstuderende på medicinuddannelsen ved Københavns Universitet.

Det er Amalie Kjærsgaard, som i øjeblikket går på uddannelsens tredje semester enig i.

– Vi har haft sundhedspsykologi på 2.semester, hvor vi blandt andet har lært om mænd og kvinders forskellige måder at håndtere smerter på. (…) Men man kan altid tage det mere op, for det er noget, der er meget relevant, siger hun.

Hør hvad de de studerende tænker om deres eget ansvar for ikke at blive en del af en dårlig kultur.

Ansvar ligger også i kvindens hænder

Ifølge flere af eksperterne ligger der også noget i, at kvinder kan være mere tilbageholdende med at udtrykke deres smerter, når de sidder over for lægen.

– Der er mere tvivl om, hvad man mærker, man venter lige lidt og ser, siger Morten Sodemann.

Det samme gør sig ifølge Gunnar Gislason gældende på hjerteområdet.

– Kvinder er meget mere tilbøjelige til at tage sig af andre. De tager sig af andre og måske på den måde prioriterer de ikke sig selv i den situation, siger han.

Og eksperternes diagnosticering af den kvindelige tilbageholdenhed er ifølge en af de kvindelige patienter spot on. Louise Dreisig har igennem hele sit forløb med endometriose haft svært ved at udtrykke, hvor store smerter hun i virkeligheden havde, når hun talte med lægen. Hun oplevede derimod, at hun nærmest helt automatisk forsøgte at virke som om, hun var okay, selvom hun slet ikke var det.

– Man gider ikke at virke hysterisk, lyder det fra Louise Dreisig.

Når hun skal til lægen i dag, så kan det stadig være hendes mand, der skubber hende til at give ordentligt udtryk for smerterne i stedet for at holde igen. “Nu siger du det, som det er,” plejer han at sige.Jeg kan jo godt se, hvad han mener med det. Jeg tegner ikke det samme billede, når jeg sidder overfor lægen, som det han ser til dagligt, siger Dreisig.

Derfor peger hun på, at kvinder også selv har et ansvar for at råbe op og være bedre til at udtrykke deres smerter og ikke lægge låg på i mødet med sundhedspersonale. Men hun fastholder, at det største ansvar alligevel ligger hos lægerne og ikke kvinderne.

– Jeg tror, at det er lægerne, der i første omgang skal tage sig sammen. For så tror jeg også, at kvinder tør sige det, som det er, siger Louise Dreisig.

Mænd bliver også overset

Når man taler om kønsulighed i sundhed, er det vigtigt ikke at stirre sig blindt på, at det kun er kvinder, der oplever ulighed. Det mener chefpsykolog og mandeforsker på Rigshospitalet Svend Aage Madsen.

For hvor kvinder kan opleve, at de ikke bliver taget seriøst af lægen, når de fortæller om deres symptomer, så er problemet for mænd i høj grad, at de i langt færre tilfælde når helt hen til lægen.

– Hvis nogle mener, at kvinder er pylrede, så er de rigtig dumme. De skal snarere tænke “hold da op, der er nogle, som reagerer og lytter til deres symptomer,” og det kan mænd især lære af, lyder det fra Svend Aage Madsen.

Og den kønsforskel taler også ind i, at der kan være nogle andre mekanismer i spil, når det kommer til mænd.

– Mænd er noget længere tid om at tage til lægen, end kvinder er, og mænd taler ikke ret meget med andre om deres symptomer, siger Morten Sodemann.

Der er ifølge chefpsykolog Svend Aage Madsen derfor også brug for en ændring af lægernes mindset, når det kommer til mandlige patienter. 

– Den kulturændring, der er behov for er, at man bliver opmærksom på, at der findes nogle forskelle mellem kønnene, og hvordan man skal gå til kønnene, siger han.

Kvinder indtager feltet

Selvom en stor del af løsningen ligger hos medicinuddannelserne, så burde der ifølge Morten Sodemann snart komme mere kønslighed helt af sig selv.

I de senere år er der nemlig kommet så mange kvindelige læger, at der nu er en lille overvægt af kvindelige læger, hvor det ellers i mange år har været omvendt. 

Tal fra Lægeforeningen viser, at der i 2021 var 16.876 kvindelige medlemmer og 16.243 mandlige.

Samme tendens ses på medicinuddannelserne.

– Lige nu er der ulighed, men jeg håber da bestemt, at det vil ændre sig i takt med, at der kommer flere kvindelige læger. Ellers har vi da et forklaringsproblem, lyder det fra Morten Sodemann.

De positive forhåbninger for fremtiden deler klinisk professor Hanne Christensen. Hun fortæller, at man på hjerneområdet i højere og højere grad undersøger kønsforskellene.

– Vi er i en fase, hvor vi er ved at tilegne os viden. Vi forsøger at blive klogere på, om der er de forskelle, hvori de består, med henblik på selvfølgelig at optimere behandlingen for patienten, siger hun.

Samtidig med at flere kvinder trækker i lægekitlen, optræder flere kvinder også ude på forskningsinstitutterne. Det kan ses, når man kigger udenfor Danmarks grænser. For da Europa-Kommissionen tidligere i år skrev om, at der fortsat er kønsulighed i forskning, kunne de samtidig fortælle, at der var sket en stigning i antallet af kvindelige forskere siden den forrige undersøgelse for tre år siden.
Selvom det dog stadig er mændene, der alt overvejende sidder på de tungeste forskerstillinger.

Og ligesom det i dag er et krav at kønsdifferentiere for at få økonomisk støtte til et studie fra Hjerteforeningen, er det det også, når man for eksempel søger støttekroner hos EU.

Det er ifølge chefforsker Gunnar Gislason et vigtigt indsatspunkt, da det skal være med til at dække nogle af de huller, der i dag findes i viden om kvinder.

– Vi skal kigge på, om vi overhovedet skal give den samme behandling for mænd og kvinder. Meget af den behandling, vi giver nu, er en gennemsnitsbehandling, siger Gislason.

Og det internationale fokus på at belyse kønsuligheden, vil ifølge Hanne Christensen også langt hen ad vejen fortsætte med at bære udviklingen fremad.

– I det øjeblik der bliver opmærksomhed på det, at vi tjekker op på, om der er forskel på vores service til mænd og kvinder, tror jeg egentlig, at den øgede opmærksomhed vil gøre det, siger hun.

Selvom lægerne er optimistiske, er Louise Dreisig lidt mere skeptisk. Derfor er hun også gået forrest i kampen for at sætte ekstra opmærksomhed på mere kønslighed på sundhedsområdet i håbet om, at der kommer mere fart på udviklingen.

– Jeg tror virkelig, det er en lang og sej kamp. Og jeg tror ikke, den er løst i min levetid. Men vi kan jo ikke blive ved med at gøre andet end at insistere på at blive ved, lyder det fra Louise Dreisig. 

Vi har forholdt Danske Regioner for kritikken af arbejdskulturen på hospitaler og klinikker samt den mulige generalisering af kvindelige patienter, som eksperter rejser i artiklen.

I et skriftligt svar til os skriver de blandt andet:

“I Danske Regioner er vi meget optagede af at mindske den sociale ulighed i sundhed og sikre, at alle får lige adgang til sundhed og lige meget ud af sundhedsvæsenets tilbud. Derfor arbejder vi løbende med at tilpasse kommunikation, kontakt, forløb og behandling til den enkelte efter deres behov, situation og ressourcer.”